Efterskolen SmededalEfterskolen Smededal

Elevernes egne historier fra hverdagen

Når jeg er til aftente

Når jeg indser at klokken er ved at være 20.30, begiver jeg mig hen til den oplyste hall. Der står allerede nogle mennesker udenfor spisesalen og venter på at klokken ringer, så vi kan komme ind. Der er en munter stemning, og folk snakker og griner. Da klokken ringer, går vi ind. Ikke med samme desperation som ved aftensmaden (som nogle gange kan minde om at vælte hegnet inden en Roskilde festival), men dog med en vis beslutsomhed. For vi vil jo gerne ind og have en skoldhed kop te og en skive lunt brød med smeltet smør.

Omkring bordet sidder 7 kendte ansigter. Det er ofte de samme mennesker der er til aften te. Det er ikke et af de såkaldte ”obligatoriske måltider” og der er bare nogle der altid er der. Der er sådan en summende lyd i baggrunden hele tiden af folk, der snakker og smasker. Man skal være hurtig hvis man skal nå at få mere en én skive brød, for der er som regel en sulten dreng der har nuppet det sidste. Det er jo forståeligt nok når det nu er hele tre timer siden vi sidst spiste. Faktisk bliver man nærmest afhængig af dette sidste lille mellemmåltid, der slutter dagen af.