Et år du aldrig glemmer!

Elevernes egne historier fra hverdagen

Når jeg er til aftente

“Når jeg indser at klokken er ved at være 20.30, begiver jeg mig hen til den oplyste hall. Der står allerede nogle mennesker udenfor spisesalen og venter på at klokken ringer, så vi kan komme ind. Der er en munter stemning, og folk snakker og griner. Da klokken ringer, går vi ind. Ikke med samme desperation som ved aftensmaden (som nogle gange kan minde om at vælte hegnet inden en Roskilde festival), men dog med en vis beslutsomhed. For vi vil jo gerne ind og have en skoldhed kop te og en skive lunt brød med smeltet smør. Omkring bordet sidder 7 kendte ansigter. Det er ofte de samme mennesker der er til aften te. Det er ikke et af de såkaldte ”obligatoriske måltider” og der er bare nogle der altid er der. Der er sådan en summende lyd i baggrunden hele tiden af folk, der snakker og smasker. Man skal være hurtig hvis man skal nå at få mere end én skive brød, for der er som regel en sulten dreng der har nuppet det sidste. Det er jo forståeligt nok når det nu er hele tre timer siden vi sidst spiste. Faktisk bliver man nærmest afhængig af dette sidste lille mellemmåltid, der slutter dagen af.”

Højen

“Nu er det vinter og højen bare en samling små sten på en rådden græsplæne. Den er blevet indhegnet, så man ikke kan komme ud på den og ingen bruger den. Jeg ser virkelig frem til den tid, hvor højen atter bliver grøn og der igen ligger bunker af teenagere rundt omkring. Jeg ser frem til at sidde i solen og blive forstyrret af klokken, der ringer for at fortælle, at nu er der kage og jeg ser frem til sommer, sol og varme. Nogle gange når solen står højt på himlen og himlen er blå kun overdrysset med lidt små hvide skyer, samler alle folk på Smededal sig ude på højen. Der ligger de så i det dejligt grønne græs og nyder sommerstemningen. Folk ligger i små bunker strøet ud over højen og spiser slik, spiller på guitar eller spiller forskellige brætspil. Den friske landlige luft spreder sig og man kan høre vinden viske i træerne og insekternes summen. Men sådan er det ikke lige nu.”

Højen

“Nogle gange når solen står højt på himlen og himlen er blå kun overdrysset med lidt små hvide skyer, samler alle folk på Smededal sig ude på højen. Der ligger de så i det dejligt grønne græs og nyder sommerstemningen. Folk ligger i små bunker strøet ud over højen og spiser slik, spiller på guitar eller spiller forskellige brætspil. Den friske landlige luft spreder sig og man kan høre vinden viske i træerne og insekternes summen. Men sådan er det ikke lige nu. Nu er det vinter og højen bare en samling små sten på en rådden græsplæne. Den er blevet indhegnet, så man ikke kan komme ud på den og ingen bruger den. Jeg ser virkelig frem til den tid, hvor højen atter bliver grøn og der igen ligger bunker af teenagere rundt omkring. Jeg ser frem til at sidde i solen og blive forstyrret af klokken, der ringer for at fortælle, at nu er der kage og jeg ser frem til sommer, sol og varme.”

Stilletimen

“Jeg rejser mig omsider fra aftensmadsbordet. Snupper aviserne med under armen og går hen på værelset. Husker om jeg har nogle lektier, jeg burde lave, men bestemmer mig for, hvis jeg har det, så kan det nok vente. Jeg sætter en lp på pladespilleren og døser lidt hen. Finder aviserne frem og giver mig til at læse. Endnu et land er gået i oprør, en ny konflikt er startet. Jeg bliver afbrudt af en lærer, der heftigt banker på og jeg skynder mig at skrue ned for musikken. Da læreren er gået læser jeg videre og bliver igen optaget at konflikter og verdensproblemer. Lyden fra tusch, der skraber på et lærred, er konstant i baggrunden Min værelseskammerat er som sædvanligt i gang med at male og tegne. Når aviserne er gennemlæst fra ende til anden, er stilletimen også snart slut. En hel times ro er slut.”

Når jeg går tur

“Det er ofte for at komme lidt udenfor og få lidt luft. Men mest når der lige er et eller andet bestemt jeg lige skal snakke med én om. Når man vil snakke fortroligt, eller bare for at komme lidt væk fra det hele og få det lidt på afstand. Selvom man ikke bevæger sig langt væk geografisk er det meget godt at bryde ud af den lille osteklokke en gang i mellem. Det er dejligt at få den friske luft ned i lungerne og mærke blæsten går gennem ens tøj. Samtidig med at man fortæller og lytter, glider ens øjne ud over markkerne og beroliger sindet.”